Kalender / arkiv

Udstillinger, aktiviteter og arkiv:

Fjernt og Nær - Stort og Småt

6. juni - 5. juli 2020. Udstilling med fotografier af Lis Hasholt og Sven Asger Sørensen

PRESSEMEDDELELSE:

Lørdag den 6. Juni 2020 åbner fotoudstillingen ”Fjernt og Nær – Stort og Småt” i Kældergalleriet under Brugsen i Torup.
Kunstnerne er Lis Hasholt og Sven Asger Sørensen.

På grund af Covid-19 afholdes ikke fernisering. Hvis møderestriktionen bliver lempet i udstillingsperioden, vil vi annoncere for en ”midtvejs-fernisering”. Udstillingen varer frem til den 5. Juli 2020.

Lis Hasholt betegner sig selv som ”en ud af en milliard”, der med stor glæde har fotografi som hobby. Som biolog har Lis Hasholt givet naturen en særlig plads i sit hjerte. Fra sit arbejde som forsker i genetik og molekylær biologi, har hun stor erfaring med mikrooptagelser af celler og deres strukturer. Efter sin pensionering, har hun byttet mikrofoto udstyret ud med et digitalt spejlrefleks kamera. Lis fotograferer især landskaber, dyr og blomster. Også makrooptagelser, som giver adgang til en verden, der ellers er skjult for det menneskelige øje, finder hun spændende. Det giver mulighed for at se og skabe helt nye detaljer og effekter.

Lis Hasholt har sejlbåd i Lynæs Havn. Kender derfor områdets smukke natur. Med sit kamera fastholder hun det vekslende lys og farverne i årstidernes skiften. Billeder som Lis håber formidler en stemning - og måske - fortæller en historie.

Sven Asger Sørensen er læge og forsker i genetik og molekylær biologi. Han og Lis Hasholt har arbejdet sammen i mange år. Som teenager fik Sven Asger et af Kodaks berømte Retina kameraer. Det førte dengang til anskaffelse af lysmåler, blitz og indretning af mørkekammer til fremkaldelse af billederne. Den noget omstændelige arbejdsform, især de dyre filmruller, satte en naturlig grænse for hobbyens omfang. Det blev ændret da fotografering blev digitalt. De mange redigeringsprogrammer i computeren gør, at der ikke er nogen grænser for, hvad man nu kan fremkalde. Både kvantitativt og kvalitativt.

Sven Asger Sørensen er fascineret af portrætfotografering. Men har også andre motivvalg. Kameraet er altid med i hverdagen hjemme og på de talrige rejser han har været på. Så motiverne dækker bredt, hvad udstillingen også viser.

Fjernt og Nær - Stort og Småt!

Udstillingen kan ses i Brugsens åbningstid til og med den 5. Juli 2020


Tilbage til kalender