Udstilling af Frank Jørgensen 13. september - 1. november 2025
Lørdag den 13.9. kl. 11.00-13.00 er der fernisering i Kældergalleriet af en ny spændende udstilling. Denne gang gælder det ”Photo Art, en forunderlig verden”.
Kunstneren Frank Jørgensen har arbejdet professionelt som fotograf i mange år, i en årrække med eget fotostudio og galleri.
I dag bor han i Lille Kregme og anvender computerskærmen som lærred, hvor fotografier kan behandles digitalt med pensel, spartel og svamp. Frank Jørgensen arbejder i mange lag, med makrooptagelser og hele elementer fra naturen, der smeltes sammen til collager – nogle abstrakte, andre mere figurative. Værkerne printes enten på lærred eller fotopapir og monteres i rammer, tilpasset det enkelte billede – måske sågar i en unik ramme, også skabt af Frank Jørgensen.
Udstillingen kan ses alle dage kl. 7.30-19. Sidste dag er den 1.11.2025.
Kældergalleriet - under Brugsen i Torup, Torupvejen 156, 3390 Hundested
