| Torup
ligger midt på halvøen Halsnæs med masser af vand og
et rigtig godt lys at blive inspireret af. Byen er en middelalderlandsby med ca. 250 beboere. I 1988 blev byen hjemsted for den økologiske landsby "Dyssekilde". Her eksperimenteres bl.a. med bæredygtigt og anderledes boligbyggeri og stedet er et yndet udflugtsmål for turister og omegnens beboere. Desuden huser Torup bl.a. en brugs, en helsekost, en børnehave, en skole, en kirke og et kulturelt meget aktivt forsamlingshus. Byen er et spændende og inspirerende sted at være, hvilket har tiltrukket mange kreative mennesker. Seneste tiltag er dannelse af foreningen "Torup Bogby". |

Toget mellem Frederiksværk og Hundested kører til Torup, stationen hedder "Dyssekilde".